Medarbejderobligationer er, på samme måde som medarbejderaktier, begrænset af særregler i Ligningslovens § 7A, hvor skattefordelene kun opnås, når følgende betingelser er opfyldt:
- Ordningen skal tilbydes alle medarbejdere i virksomheden (ganske få undtagelser tillades)
- Den samlede værdi af obligationerne inklusiv afgift til staten udgør maksimalt 10% af medarbejderens årsløn
- Virksomheden skal indbetale en afgift, der svarer til 45 % af obligationens pålydende
- Obligationerne skal udstedes af enten arbejdsgiveren eller dennes moderselskab
- Medarbejderen skal være i uopsagt stilling på det tidspunkt medarbejderobligationen udstedes
- Obligationerne skal båndlægges og fjernes fra medarbejderens rådighed i en periode på 5 år.
- Ordningen om medarbejderobligationer skal indberettes til skattemyndighederne og skal attesteres af revisor eller advokat.
Opsparing skal ske mod en kontantlønsnedgang
Medarbejderobligationer kan udstedes mod, at medarbejderen går ned i løn. En sådan aftale skal, for at blive godkendt af SKAT, være indgået for en periode på minimum 12 måneder, og den skal kunne holdes inden for det relevante overenskomstgrundlag, der gælder for virksomheden.
Det er et krav, at lønnedgangen er reel, men praksis på dette område har dog ændret sig drastisk over de seneste år. Det tillades nu, at man indregner f.eks. pensionsbidrag, feriepenge, overtidsbetaling og andre beløb, der beregnes på grundlag af bruttolønnen, inden lønnedgangen gennemføres. Det betyder, at disse beløb ikke længere påvirkes af, at medarbejderen deltager i medarbejderobligationsordninger.
Anvendelse af bonus til finansiering af medarbejderobligationer
Medarbejderobligationer kan betales med årlige overskudsdelinger eller bonusudbetalinger, som skal opfylde kriterierne ovenfor om, at alle medarbejdere har adgang til disse, og at de maksimalt udgør 10% af medarbejderens årsløn. Medarbejderen kan således i stedet for at modtage en bonus vælge at opspare denne i virksomheden i en femårig periode, og derved opnå samme skattefordel på ikke under 30% af det indbetalte beløb.
Ud over ovennævnte betingelser er det endvidere en betingelse, at medarbejderen træffer beslutning om konvertering af sin bonus/overskudsandel til medarbejderobligationer, inden der erhverves endelig ret til dette.