PricewaterhouseCoopers har fungeret som finansiel rådgiver for Langeland Kommune i forbindelse med udbuddet af den nye Ørstedskole som offentligt privat partnerskab (OPP).
Langeland Kommune går nu forrest inden for OPP med et projekt, der omfatter design, anlæg, drift, vedligeholdelse og finansiering af en folkeskole i Rudkøbing med plads til 1.000 elever. PwC har som bestillerrådgiver deltaget i den konkurrenceprægede dialog og har haft ansvar for de finansielle og skattemæssige aspekter af OPP-kontrakten. Rådgiverteamet har ud over PwC bestået af COWI, Holst, Advokater, Rambøll og Arkitektfirmaet Arne Birk.
Betalingsmekanisme regulerer betalingerne fra kommunen til OPP-leverandøren
Kontrakten mellem Langeland Kommune og OPP-leverandøren løber i 30 år. I denne periode indgår kommunen i et partnerskab med OPP-leverandøren, som står for finansiering, design, opførelse, bygningsvedligehold, bygningsdrift samt visse serviceydelser. Efter 30 år køber Langeland Kommunen skolen til en på forhånd aftalt pris.
For at partnerskabet skal blive en succes, er det centralt, at der udarbejdes et gennemtænkt kontraktgrundlag, der sikrer optimal risikofordeling mellem OPP-leverandøren og Langeland Kommune samt skaber de rette incitamenter for såvel OPP-leverandøren, skolens brugere som Langeland Kommune. Derfor udarbejder den finansielle rådgiver, i dette tilfælde PwC, en ”betalingsmekanisme”, som regulerer betalingerne fra kommunen til OPP-leverandøren.
Fordeling af risici mellem OPP-leverandøren og Langeland Kommune
Gennem den konkurrenceprægede dialog er det blevet diskuteret, hvilke risikoelementer OPP-leverandørerne vurderede at kunne håndtere og prisfastsætte. På baggrund heraf blev den endelige fordeling af risici mellem OPP-leverandøren og Langeland Kommune foretaget.
F.eks. er det besluttet, at OPP-leverandøren skal bære risikoen for mængden af el, der forbruges til drift af selve skolen, mens Langeland Kommune selv betaler den faktiske omkostning til el, som skolens brugere trækker ud af stikkontakterne. Således bæres risikoen relateret til forbruget af den part, der bedst kan påvirke det. Kontrakten indebærer desuden, at hvis f.eks. rengøringen ikke lever op til kravene, skal Langeland Kommune ikke afregne den fulde betaling til OPP-leverandøren.
PwC rådgiver på den skatteretlige behandling af udbuddet
En ekstra udfordring ved offentligt privat partnerskab er at sikre, at OPP-leverandøren bliver anset som ejer i moms- og skattemæssigt henseende og dermed kan foretage skattemæssige afskrivninger samt afløfte momsen. Alternativt vil OPP-leverandørens skatte- og moms betalinger fordyre projektet for kommunen. Risikofordelingen er derfor ligeledes valgt under hensyntagen til dette, hvilket bl.a. er gjort ved at sikre at tilbagekøbsprisen for skolen ved udgangen af den 30-årige kontraktperiode er på markedsvilkår.
PwC har stået for den skatteretlige behandling af Langeland Kommunes udbud af Ørstedskolen som offentligt privat partnerskab. PwC har derfor gennem forløbet haft løbende dialog med SKAT og har på vegne af Langeland Kommune anmodet om bindende svar omkring OPP-leverandørens skattemæssige status. Anmodningen blev forelagt og tiltrådt af Skatterådet i juni 2008, således at OPP-leverandøren ved afgivelse af tilbud havde sikkerhed for den skattemæssige status.
Ingen uforudsete ekstraomkostninger
Jørgen Christiansen, Kommunaldirektør i Langeland Kommune siger om OPP-aftalen:
”Med OPP-aftalen har vi opnået en god risikodeling, der medfører lavest mulige betalinger for Langeland Kommune. OPP-aftalen giver desuden kommunen den økonomiske fordel, at vi ikke risikerer uforudsete ekstraomkostninger til anlæg eller drift i kontraktperioden. Samtidig sikrer aftalen, at Langeland Kommune til hver en tid har en skole af en høj standard”.
OPP-aftalen sikrer skole af høj standard
Den nye Ørstedskole etableres som led i en igangværende omstrukturering af skoleområdet i Langeland Kommune. Kommunen får med OPP-aftalen en fremtidssikret skole med unikke forhold for skolens brugere, og får samtidig sikkerhed for skolens kvalitet og størrelsen af de fremtidige betalinger.
Team Rudkøbing Skole, som er et konsortium bestående af MT Højgaard A/S, Dan-Ejendomme A/S og Bank DnB Nord A/S, vandt licitationen om opførelse, drift, vedligeholdelse og finansiering af skolen.
Læs udvalgte cases om OPP-ydelser inden for skoleområdet her: