Efter næsten to årtiers økonomisk vækst er et fåtal af dagens erhvervsledere klædt på til at lede virksomheden gennem en nedgangsperiode, og mange erfarne erhvervsledere vil være forsvundet fra erhvervslivet som følge af naturlig afgang. PricewaterhouseCoopers’ (PwC) eksperter inden for Business Restructuring Services har den nødvendige viden og erfaring til at hjælpe dagens virksomheder med at overleve og komme styrket ud på den anden side af den økonomiske afmatning, som dansk økonomi befinder sig i.
At stille de rigtige spørgsmål
Når en nedgangsperiode er på vej, er det nødvendigt som virksomhed at tage afgørende skridt for at opnå en forståelse af situationen. Hvis man forbereder sig på nedgangsperioden, maksimeres de forhåndenværende muligheder, hvilket gør det muligt for de mest velforberedte at klare sig igennem de dårlige tider og komme ud på den anden side med ny energi.
Har du overvejet følgende for din virksomhed?
- Hvor fleksibel er virksomhedens forretningsmodel? Vil den gøre det muligt for virksomheden at reagere hurtigt på en ændring i forretningsmiljøet?
- Hvordan ser situationen ud på langt sigt? I hvor stort omfang kan der blive tale om tab af omsætning?
- Selvom virksomhedens produkt tilhører kategorien af nødvendige goder, kunne kunderne så finde på at vælge et billigere alternativ?
- Hvad gør virksomhedens konkurrenter, og er der muligheder for organisk vækst i branchen?
Ved proaktivt at besvare sådanne spørgsmål udvikler de bedste virksomheder en række scenariobaserede planer, der definerer mulige fremtidige situationer og lægger planer for hver enkelt situation.
Tidspunktet er afgørende for overlevelse
At indse og erkende, at ens virksomhed er på vej ud i en krise, kan imidlertid være svært for mange ledere. Dels føler man et stort ansvar over for medarbejdere, kunder og ejere, men også det personlige aspekt i at skulle erkende situationen kan være vanskeligt. Ved at indse situationen i tide og erkende behovet for uafhængig ekspertrådgivning kan belønningen imidlertid blive stor.
Med Business Restructuring Services som partner op til og under et kriseforløb vil virksomhedens chancer for overlevelse øges markant. Yderligere vil virksomheden fremstå stærkere på den anden side af krisen og med flere operationelle muligheder end før krisen.
Rådgivning tilpasset jeres virksomhed og situation
Ingen virksomhed er ens, og ingen opererer under de eksakt samme forhold. Derfor lægger vi vægt på at have en tæt dialog med vores kunder og derudfra skræddersy vores rådgivning til den enkelte virksomhed og dennes udfordringer. Vores eksperter inden for Business Restructuring Services arbejder med alle niveauer af din virksomhed for derigennem at opnå resultater, der forplanter sig gennem hele organisationen.
Samtidig betyder vores internationale netværk inden for Business Restructuring Services, der tæller over 2.000 erfarne eksperter fordelt på ca. 60 lande, at vi i rådgivningen af danske kunder kan trække på internationale eksperters omfattende erfaring med virksomheder i alle størrelser og inden for alle brancher. Det giver mærkbare resultater.
Case - dansk producent af fødevarer mv. primært til det nordiske marked
For en dansk producent af fødevarer skabte PwC overblik over den igangværende turn-around-proces og kom desuden med forslag, der kunne forbedre indtjeningen og mindske pengebindingen i selskabet. Derudover ønskede virksomheden mere gennemsigtighed i selskabets produktkalkuler via et ABC-projekt.
PwC udarbejdede en total recovery-plan for selskabet, som gav konkrete indtjeningsforslag inkl. detaljerede anvisninger på, hvordan forslagene skulle gennemføres inden for 12 måneder. Planen medførte et indtjeningsløft, som herefter gav virksomheden overskud med en indtjening på niveau med konkurrenterne i branchen. PwC gennemførte herudover et ABC-projekt, der bevirkede, at en række urentable produkter kunne fjernes fra produktsortimentet, og der kunne satses på produkter med en god indtjening.
Læs også om, hvordan I skaber gode interessentrelationer i svære tider.