Pensionsmidler kan give ny kapital til vækstvirksomheder

Med virkning fra 1. oktober 2005 kan indehavere af rate- og kapitalpensionsmidler også investere i unoterede aktier eller anparter og pr. 1. januar 2006 ligeledes i kommanditselskaber. Formålet med de nye muligheder er at skabe mere risikovillig kapital til sikring af fremtidig vækst og arbejdspladser. At tiltrække kapital stiller imidlertid store krav til, hvorledes den unoterede virksomhed præsenterer sig.

Unoterede virksomheder er attraktive investeringsobjekter
For en unoteret virksomhed, der ønsker at tiltrække risikovillig kapital i form af rate- og pensionsmidler, er det afgørende at gøre sig attraktiv som investeringsobjekt.
Dette kan bl.a. omfatte følgende forhold:

  • Et miniinvestorprospekt
    • Herunder beskrivelse af virksomheden, produkter og markeder
    • Vurdering af risiko ved investering i virksomheden
    • Exit-muligheder for investor
  • Regler for fremtidig finansiel rapportering til investor og eventuelle krav om løbende revision/review heraf
  • Regler for god selskabsledelse
  • Ønske om ny kompetence til virksomhedens bestyrelse.

Risiko for investor
Investering i unoterede aktier indebærer en større risiko sammenlignet med de investeringstyper, som normalt anvendes i pensionsopsparingsordninger, hvorfor det er vigtigt at have kompetent rådgivning og sparring, inden beslutninger om konkrete investeringer foretages. Følgende forhold skal bl.a. overvejes, inden investeringer foretages:

  • Er værdien af investeringen rimelig, og hvorledes værdiansættes en investering i unoterede aktier?
  • Skal der foretages en form for due diligence?
  • Hvordan læses og fortolkes virksomhedens årsrapport og andre finansielle oplysninger?
  • Hvilke krav skal der stilles til virksomheden i relation til den løbende rapportering til aktionærerne?
  • Kan investor indtræde i bestyrelsen for virksomheden?

Investeringens størrelse
Størrelsen af investeringen i unoterede aktier eller anparter er underlagt visse begrænsninger m.v.:

  • Der kan kun investeres i aktier og anparter i selskaber, som er hjemmehørende i et land inden for EU/EØS.
  • Hver investering skal mindst være på 100.000 kr.
  • Investors ejerandel skal være mindre end 25% af aktie- og anpartskapitalen (her indgår også aktier og anparter, som investor ejer i selskabet for midler uden for pensionsordninger). Overskrides 25%’s grænsen, skal aktierne eller anparterne tages ud af pensionsdepotet, og der skal betales en afgift på 60%, medmindre ejerandelen bringes ned under de 25% inden 3 måneder efter overskridelsen.
  • Hvis værdien af det samlede depot - ekskl. den del, der vedrører unoterede kapitalandele - falder til under 350.000 kr. ultimo indkomståret, skal samtlige unoterede aktier eller anparter afstås inden for 3 måneder, eller de skal købes for private midler.

Størrelsen af investeringen i unoterede aktier m.v. er afhængig af, hvilke beløb pensionsformuen udgør på investeringstidspunktet:

Pensionformue Max. investering i unoterede aktier m.v.
< 2 mio. kr.20%
2 - 4 mio. kr.50%
> 4 mio. kr.75%

Kontohaveren skal hvert år til brug for beregningen af årets pensionsafkast/skat, give sit pengeinstitut oplysning om værdien af de unoterede aktier eller anparter. Værdien er det største beløb af enten anskaffelsessummen for aktierne eller anparterne eller selskabets indre værdi pr. aktie eller anpart ifølge den senest aflagte årsrapport pr. 15. oktober i indkomståret. Har selskabet kalenderårsregnskab, vil det i 2007 være den indre værdi i årsrapporten pr. 31. december 2006, som skal indberettes, hvis den er større end anskaffelsessummen.

Investering gennem kommanditselskaber
Med virkning fra den 1. januar 2006 kan pensionsopsparingen også placeres i kommanditselskaber, der investerer i værdipapirer som f.eks. obligationer og unoterede aktier, men ikke børsnoterede aktier. I et kommanditselskab hæfter en kommanditist solidarisk, men begrænset.

Kravene til placering af pensionsmidler i kommanditselskaber svarer til dem, der gælder for placering af pensionsmidler i unoterede aktie- og anpartsselskaber, altså f.eks., at kontohaveren ikke må eje 25% eller mere af kommanditselskabet m.v. Tilsvarende skal kontohaver årligt og senest den 1. november give pengeinstituttet oplysning om udlodning fra kommanditselskabet samt den skattepligtige værdi af investeringen i kommanditselskabet.

Det er ikke muligt at placere pensionsopsparing i kommanditaktieselskaber og kommanditselskaber, hvis pensionsopspareren deltager som komplementar i selskabet. Ofte er komplementaren i et kommanditselskab dog et selskab og ikke en person.

PricewaterhouseCoopers som sparringspartner
For investor og virksomhed er PricewaterhouseCoopers et godt valg som rådgiver og sparringspartner. Vi har kompetencerne og har dedikeret en række partnere og medarbejdere til dette område.

Kontakt
Niels Henrik B. Mikkelsen
Tlf: 3945 9252
Thomas Krantz
Tlf: 3945 3140/2173 3140
Søren Bech
Tlf: 3945 3343

© 2005-2008 PricewaterhouseCoopers. All rights reserved. PricewaterhouseCoopers refers to the network of member firms of PricewaterhouseCoopers International Limited, each of which is a separate and independent legal entity.
Accessibility information Skip navigation Countries online