Nedenfor er listet et par vigtige læresætninger, som du med fordel har sat dig ind i inden du tager til Kina:
- Kineserne mener at: ”Den, der har viden, har også de bedste kort på hånden”. Derfor går kineserne selv langt for at indsamle så meget information som muligt om sin forretningspartner.
- ’Guanxi’ er et centralt begreb i kinesisk kultur og betyder meget for den enkelte kineser. Kineserne taler selv om ”forbindelseslogik”: Kunsten at etablere og bruge personlige forbindelser. På dansk ville vi sige netværk, men i Kina er guanxi meget mere end et løst netværk, det er meget personligt. Guanxi refererer mellem personer og ikke mellem organsationer.
- Alder og hierarki er væsentlige elementer. De fremgår ofte af den måde de stiller sig op på: magthaver over undersåt; ældre over yngre; mand over kvinde.
- Følelsesladede udtryk bringer kinesere i forlegenhed. Man giver hånd, men kysser og omfavner ikke hinanden. Man opfører sig behersket i offentlige sammenhænge og viser hverken vrede eller frustration.
- En kineser må under ingen omstændighed ”tabe ansigt” (’diu lian’). Det er nemlig ensbetydende med at miste prestige og selvrespekt. Den kinesiske part vil også forsøge at bevare modpartens ansigt. Han vil eks. ikke sige ”nej” i forhandlinger. Derfor er et ”ja” ikke altid et ”ja” i vestlig forstand. Deres kommunikationsform kan være mere implicit.