Værdiansættelse af immaterielle rettigheder
Af Cand. Merc. Anders C. Madsen, Partner, PricewaterhouseCoopers. Anders C. Madsen er ansvarlig for Valuation & Strategy, som bl.a. rådgiver klienter i forbindelse med værdiansættelse af immaterielle rettigheder.Konkurrencemæssige fordele skabes i stigende grad på baggrund af immaterielle rettigheder (patenter, varemærker, copyrights, know-how etc.), og de virksomheder, som bedst udnytter og beskytter deres viden, kreativitet og innovationsevne er de virksomheder, som skaber shareholder value på langt sigt.
Det er PricewaterhouseCoopers' erfaring, at mange virksomheder finder det unødvenigt og vanskeligt at foretage en absolut værdiansættelse af immaterielle rettigheder, men for at udnytte virksomhedens immaterielle rettigheder er det nødvendigt at forholde sig til værdien af de enkelte rettigheder. Denne artikel introducerer tre overordnede metoder til værdiansættelse af immaterielle rettigheder, som PricewaterhouseCoopers arbejder udfra.
Hvorfor værdiansætte immaterielle rettigheder?
Da Patent- og Varemærkestyrelsen præsenterede IPscore©-modellen i starten af 2001 blev der for alvor sat fokus på værdien og styringen af en virksomheds immaterielle rettigheder.
Patent- og Varemærkestyrelsens koncept til værdiansættelse af immaterielle rettigheder tager udgangspunkt i en subjektiv og kvalitativ vurdering af en række forhold i relation til rettigheden: Rettighedens basisegenskaber og tekniske status, dens markedsmæssige udnyttelsesmuligheder og virksomhedens kompetence, vilje og ressourcer til at udnytte rettigheden. Med IPscore©-modellen bliver virksomheden i stand til at bedømme hvorvidt den enkelte rettighed er strategisk vigtig for virksomheden, og om virksomhedens enkelte rettigheder udnyttes fuldtud.
I Patent- og Varemærkestyrelsens model bedømmes værdien af en rettighed relativt, og virksomhedens ledelse kan derfor ikke foretage en egentlig prioritering af de enkelte rettigheder efter deres driftsøkonomiske værdi for virksomheden.
I en række tilfælde vil det imidlertid være nødvendigt at bedømme en rettigheds absolutte værdi. Det kan eksempelvis være i forbindelse med:
- Køb og salg af rettigheder (hvad skal køber betale for rettighederne til aktivet?)
- Etablering af licensftaler (hvad skal licenstager betale i royalty for rettigheden til at anvende aktivet?)
- Retstvister (hvor stor bør en evt. erstatning være ved krænkelse af rettigheden?)
- Beskyttelse (kan det betale sig at registrere/beskytte aktivet?)
- Konkurs/betalingsstandsning (realiseres alle rettigheder til deres markedsværdi?)
- Regnskabsmæssig behandling (skal der foretages nedskrivning af aktivets bogførte værdi?)
Værdiansættelse af immaterielle rettigheder er vanskeligt, men langtfra umuligt, og der findes en lang række anerkendte metoder. I PricewaterhouseCoopers arbejder vi udfra tre grundlæggende metoder til at bedømme en rettigheds monetære værdi:
- Omkostningsmetoden
- Markedsmetoden
- Indkomstmetoden
Omkostningsmetoden baserer sig på en opgørelse af de historiske omkostninger i forbindelse med udviklingen af aktivet. Såfremt der ikke er tilgængelig information om de historiske omkostninger kan et brugbart alternativ være at estimere omkostningerne ved selv at udvikle et aktiv med tilsvarende karakteristika.
I praksis kan det være vanskeligt at anvende omkostningsmetoden, og det er vigtigt at holde sig for øje, at de historiske omkostninger kan afvige betydeligt fra markedsværdien af aktivet, og omkostningsmetoden er typisk ikke så relevant for ældre rettigheder eller rettigheder, som er beskyttet af varemærke eller copyright. Et eksempel på omkostningsmetodens begrænsninger er Coca-Cola©. Der er næppe diskussion om netop dette varemærkes store markedsværdi. Men hvordan opgør man de historiske omkostninger som er medgået til at oparbejde og vedligeholde varemærket? Og hvordan estimerer man omkostningerne ved at oparbejde et varemærke med en lignende markedsposition og lønsomhed?
Markedsmetoden
Markedsmetoden angiver værdien af et immaterielt aktiv ved at sammenligne med den relative pris som der er betalt for lignende rettigheder. Den relative værdi kan eksempelvis opgøres som pris i forhold til de salgsindtægter som aktivet genererer, pris i forhold til den indtjening (EBITDA) som aktivet genererer eller som pris pr. solgt enhed. Når de relative prismultipler kendes for sammenlignelige rettigheder er det enkelt at omsætte det til en værdi på den rettighed, som ønskes værdiansat.
Markedsmetoden forudsætter, at virksomhedens ledelse har adgang til information om sammenlignelige transaktioner, og at de rettigheder, som der sammenlignes, har samme lønsomhed, risikoprofil, markedsposition etc. Det kan i nogle tilfælde være vanskeligt at identificere sammenlignelige transaktioner, og derfor har modellen sine begrænsninger.
Indkomstmetoden
Indkomstmetoden er den hyppigst anvendte metode til værdiansættelse af immateriel-e rettigheder. Indkomstmetoden angiver værdien af en immateriel rettighed som nutidsværdien af de fremtidige pengestrømme (eller driftsøkonomiske fordele), som ejerskabet af den pågældende rettighed indebærer. Ved beregning af nutidsværdien tilbagediskonteres de forventede pengestrømme (eller driftsøkonomiske fordele) med et risikojusteret afkastkrav. Der findes flere forskellige varianter af indkomstmetoden:
Alternative licensindtægter
Hvis der allerede er indgået licensaftale, kan værdien af aktivet beregnes som nutidsværdien af de forventede fremtidige royalties. Er der ikke indgået licensaftale er det muligt at estimere den royalty, som en tredjepart må forventes at ville betale for rettigheden til det pågældende aktiv.
Det kan i praksis være vanskeligt at estimere royalties, og derfor har PricewaterhouseCoopers etableret en database med detaljeret information (herunder også royalties) om mere end 4.000 licensaftaler indenfor forskellige industrier.
Merindtjeningsmetoden
Merindtjeningsmetoden er især relevant ved værdiansættelse af varemærker. I stedet for at beregne en forventet licensindtægt er det muligt at kapitalisere den ekstra værdi, som aktivet (eksempelvis et varemærke) skaber i forhold til en tilsvarende generisk vare, som ikke baseres på den pågældende rettighed.
Med udgangspunkt i et varemærke er det således muligt at fastlægge værdien ved at kapitalisere:
- Forskellen mellem det cash-flow som mærkevaren skaber, og det cash-flow som en generisk vare skaber;
- Prisforskel mellem mærkevaren og en tilsvarende generisk vare;
- Lønsomhedsforskelle mellem mærkevaren og en tilsvarende generisk vare;
- Forskel i afkast af investeret kapital for mærkevaren og en tilsvarende generisk vare.
Værdiansættelse af immaterielle rettigheder er på ingen måde en eksakt videnskab. Det sikreste er altid at tage udgangspunkt i en grundig analyse af aktivets og markedets karakteristika, herunder bl.a.: Markedsstørrelsen og markedsandel, lønsomhed, risikoprofil, restlevetid/livscyklus, eksklusivitet, etc.
Det er også vigtigt at noterede sig, at ingen af de ovenstående metoder udelukker hinanden. PricewaterhouseCoopers anbefaler, at virksomhederne så vidt muligt anvender flere alternative metoder for at nå frem til en konklusion.
Checkliste
Virksomheder, der vil optimere værdien af deres varemærker, know-how, patenter og andre rettigheder, kan med fordel anvende nedenstående checkliste med de 10 væsentligste spørgsmål:
- Har virksomheden en formel politik omkring håndtering af immaterielle rettigheder?
- Er ansvaret for virksomhedens immaterielle rettigheder forankret i direktionen eller hos en anden højt placeret leder?
- Har virksomheden identificeret sine kerneteknologier (dvs. produktions- og produktteknologier)?
- Har virksomheden identificeret de rettigheder, som er egnet til udlicensiering?
- Har virksomheden en strategi for beskyttelse mod krænkelser af immaterielle rettigheder?
- Er virksomheden på forkant med hensyn til patentering af fremtidige nøgleteknologier?
- Anvender virksomheden sine patentrettigheder til at etablere industristandarder?
- Anvender virksomheden sine immaterielle rettigheder til at etablere joint ventures eller strategiske alliancer?
- Har virksomheden en løbende indtægt fra licenser, som kan bruges til at finansiere fremtidige udviklingsaktiviteter?
- Kommunikeres værdien af immaterielle rettigheder til virksomhedens aktionærer og andre stakeholders?
Email
Print