En stor dansk industrikoncern erfarer, at en konkurrent igennem en årrække har krænket et af virksomhedens patenter. Fremfor at anlægge en langvarig og bekostelig erstatningssag ved domstolene i de forskellige lande, hvor konkurrenten krænker patentet, beslutter virksomheden - der ikke selv anvender patentet - at overdrage patentet til konkurrenten.
Virksomheden skønner, at patentets markedsværdi er væsentligt højere end omkostningerne i forbindelse med udvikling af teknologien og den efterfølgende patentering. Virksomheden kontakter derfor PricewaterhouseCoopers med henblik på at få en indikation af patentets forventede markedsværdi.
Med udgangspunkt i en analyse af 32 licensaftaler for sammenlignelige teknologier inden for den pågældende industri, estimeres markedsværdien af patentet. Analysen understøttes af prisfastsættelsen i forbindelse med overdragelse af lignende patenterede teknologier.
På baggrund af PricewaterhouseCoopers' analyse er klienten i stand til at opnå en pris for patentet, som er ca. 75 gange højere end omkostningerne i forbindelse med udvikling og patentering.