Eksempler på benchmarkanalyser og evalueringer

Analyser til Dagbladet Børsens imageundersøgelse (2001-2005)
Siden etableringen af Børsens image-magasin i 2001 har PricewaterhouseCoopers årligt foretaget analyserne til imageundersøgelsen med afsæt i PwC’s globale image-analyse, som udarbejdes i samarbejde med Financial Times. Arbejdet har bestået i metodisk assistance med at indsamle data, udarbejde interviewspørgsmål samt analysere og fortolke undersøgelsens resultater. På grund af undersøgelsens store mængde kvalitative data, har vi foretaget flere kvalitative analyser af, hvad respondenterne lægger til grund for deres vurderinger af virksomhederne. Analyserne præsenteres hvert år for Børsen i en rapport med grafiske illustrationer til anvendelse i årets image magasin.

Undersøgelse af EU-landes implementering af Kommissionens anbefaling vedrørende behandling af miljøforhold i virksomhedernes regnskaber (2004).
På vegne af Europa-Kommissionen har PricewaterhouseCoopers gennemført en undersøgelse med henblik på at vurdere omfanget af implementering af Kommissionens anbefaling for behandling af miljøforhold i virksomhedernes regnskaber.

Undersøgelsen kortlægger anbefalingens implementeringsomfang i de 15 gamle EU-lande. Desuden sammenfatter den brugerne, de ansvarlige myndigheder og de rapporterende virksomheders holdninger til relevansen og anvendelighed af de informationer, man får ved at anvende anbefalingen.

PwC har foreslået metoder til forbedring af rækkevidden og omfanget af implementering i de gamle EU-lande samt de nye EU-lande og en mulig fremtidig udvidelse af anbefalingen. Undersøgelsen har været baseret på eksisterende data, en spørgeskemaundersøgelse i de gamle EU-lande samt workshops/interviews med interessenter i Frankrig, Tyskland og Spanien.

Verdensbanken: Report on Public Sector Support for the Implementation of Corporate Social Responsibility (CSR) in Global Supply Chains: conclusions from practical experience (2004)
Rapporten kommer med anbefalinger til offentlige myndigheder i udviklingslandene med henblik på at styrke myndighedernes indsats for at fremme gode arbejds- og miljøforhold samt konkurrenceevnen hos leverandører i globale leverandørkæder. Rapporten fokuserer på den offentlige sektors rolle i at skabe gode rammevilkår, der understøtter en samlet indsats for at styrke sociale og miljømæssige standarder i erhvervslivet. Anbefalingerne omfatter indsatser såsom støtte til udvikling og håndhævelse af lovgivning gennem offentligt-private-partnerskaber, kapacitetsopbygning på leverandør- og institutionsniveau, anvendelse af økonomiske incitamenter og styrkelse af arbejdstagerrettigheder og –organisationer.

Rapporten bygger på omfattende konsultationer med ca. 100 multinationale virksomheder, fagforeninger, industriorganisationer, NGOer samt bilaterale og multilaterale donorer. Desuden blev der gennemført omfattende desk research for at identificere eksempler på god praksis.

Rapporten blev udarbejdet af PricewaterhouseCoopers i samarbejde med Business for Social Responsibility. En offentlig rapport blev lanceret i 2004.

Verdensbanken: Rapport om implementering af codes of conduct i globale leverandørkæder (2003)
PricewaterhouseCoopershar i samarbejde med Institut for Menneskerettigheder og Business for Social Responsibility, gennemført en større undersøgelse for Verdensbanken af multinationale virksomheders håndtering af sociale og miljømæssige forhold i deres globale leverandørkæder. Undersøgelsen omfatter interview med 100 af verdens førende multinationale virksomheder, NGOer og fagforeninger samt 100 leverandører og lokale fagforeninger og NGOer i Kenya, Kina, Honduras og Indien. Desuden blev knapt 200 arbejdere interviewet. Undersøgelsen fokuserede på forholdene i beklædningsindustrien samt i dele af landbrugssektoren, herunder især dyrkning af te, kaffe og bananer.

Undersøgelsen mundede ud i en større rapport, der indeholder en dybdegående analyse af de hidtil opnåede resultater med fremme af gode arbejdsforhold og miljøforhold i globale leverandørkæder. Desuden kommer rapporten med en række anbefalinger til, hvordan de eksisterende barrierer og udfordringer for en mere effektiv indsats kan mødes. Anbefalingerne blev stilet til såvel statslige som ikke-statslige aktører.

Projekt om digitalisering af grønne regnskaber for Miljøstyrelsen (2004)
I samarbejde med Handelshøjskolen i Århus har PricewaterhouseCoopers udført et projekt om muligheden for digitalisering af grønne regnskaber. Dette indebar en undersøgelse af blandt andet miljødatastyring og miljødatakvalitet i de virksomheder, som er forpligtet til at udarbejde grønne regnskaber. Baseret på undersøgelserne opstiller analysen potentielle former for digitalisering samt mulige effekter. Analyserne er gennemført på baggrund af spørgeskemaer til virksomheder, som er omfattet af den grønne regnskabspligt, samt en workshop med udvalgte virksomheder.

Projekt om gennemsigtighed i affaldssektoren for Miljøstyrelsen (2003)
I forbindelse med, at Miljøministeriet nedsatte en arbejdsgruppe om organisering af affaldssektoren, har PricewaterhouseCoopers gennemført en analyse og udviklet en konkret metode til, hvordan der kan skabes gennemsigtighed i de kommunale affaldsgebyrer. Løsningen kommer med konkrete forslag til ændringer, der kan sikre gennemsigtighed i den enkelte kommunes fastsættelse og opkrævning af affaldsgebyrer; samt grundlag for sammenligning kommunerne imellem. Metodemæssigt er projektet baseret på Activity Based Costing, SWOT-analyser og interviews.


Kontakt
Helle Bank Jørgensen
Tlf: 39 45 92 45
Birgitte Mogensen
Tlf: 39 45 92 76

© 2005-2008 PricewaterhouseCoopers. All rights reserved. PricewaterhouseCoopers refers to the network of member firms of PricewaterhouseCoopers International Limited, each of which is a separate and independent legal entity.
Accessibility information Skip navigation Countries online