23. september 2009: Gavekort - tingsgave eller kontanter

Den skattemæssige behandling af gaver til medarbejdere giver ofte anledning til overvejelser. Det gælder også gavekort. Hvornår er der tale om skattefri tingsgaver, og hvornår er der tale om skattepligtige kontant-gaver? Ind imellem kommer der en afgørelse, der bringer flere facetter frem.


Vi har i en tidligere nyhed omtalt en landsskatteretskendelse, hvor Landsskatteretten accepterede, at gavekort, som blev givet til medarbejderne i julegave, kunne gives som en tingsgave og ikke som et kontant beløb.


Gavekortets værdi var på mindre end kr. 700, og kunne benyttes til at vælge blandt op til 25 nærmere specificerede genstande hos en netudbyder - enten ved at medarbejderen selv valgte gaven, eller arbejdsgiveren valgte direkte på vegne af medarbejderen. Gaven kunne ikke ombyttes til kontanter.
Landsskatteretten lagde vægt på, at et koncept som dette, hvor udvalget af gaverne er bestemt af arbejdsgiveren, og gavekortet ikke kan indløses til kontanter, ikke adskiller sig fra en situation, hvor der gives en fysisk gave.


I en ny afgørelse er Skatterådet kommet frem til, at et gavekort - i form af et elektronisk gavekort med en værdi på 500 kr. - udelukkende til køb af julegaver i gavegivers egne butikker og restauranter, må anses for at være en skattepligtig kontant-gave.  


Skatterådet bemærker, at selv om gavekortet kun kan benyttes i et ”vist begrænset omfang”, må det sidestilles med et almindeligt gavekort. Skatterådet mener videre, at da modtageren kan vælge mellem ”forskellige forbrugsmuligheder”, har gavekortet karakter af rede penge.


Afgørelserne viser, at bredden af sortiment og ydelser, der kan vælges mellem, afgør om gavekortet skal anses for at erstatte et kontantbeløb, eller om det kan anskues som en tingsgave.


Hvor mange valgmuligheder et gavekort kan give, før det ikke længere kan anses for en tingsgave, er ikke endeligt afklaret.