Med vedtagelsen af de nye regler i sygedagpengeloven blev der sat fokus på håndtering af sygefravær blandt medarbejdere. Vi har beskrevet de nye regler i et tidligere nyhedsbrev. EF-Domstolen har netop afsagt en særdeles bemærkelsesværdig dom om sygdom under ferie.
EF-Domstolens behandling af sagen udsprang af en spansk sag. En spansk arbejdstager havde med sin arbejdsgiver aftalt, at han skulle holde ferie fra den 16. juli til 14. august 2007. Den 3. juli 2007 blev han udsat for en arbejdsulykke, hvilket medførte, at han blev sygemeldt til og med den 13. august 2007. Han holdt ferie den 14. og 15. august 2007, hvorefter han mødte på arbejde. I september 2007 bad han sin arbejdsgiver om at fastsætte en erstatningsferie med den begrundelse, at han som følge af sin sygdom, ikke havde kunnet holde ferie i den periode, som oprindeligt var planlagt. Arbejdsgiveren afviste dette, hvilket førte til at arbejdstageren anlagde sag ved en spansk domstol. Den spanske domstol besluttede sig for at spørge EF-Domstolen til råds, idet retten til ferie er reguleret af et EU-direktiv.
EF-Domstolen fandt, at en medarbejder der har været syg under sin ferie, har ret til at holde ferie på et andet tidspunkt, hvor han ikke er syg, om nødvendigt på et andet tidspunkt end den ferieperiode, som ferien oprindelig skulle have ligget i.
I forhold til den danske ferielov må dette tolkes som at en eventuel erstatningsferie kan skubbes til det følgende ferieår.
Den danske ferielov indeholder regler om ferie og sygdom. Det følger således af ferieloven, at sygdom opstået efter ferien er begyndt, alene er medarbejderens risiko, hvorfor der ikke er nogen ret til erstatningsferie. Hvis sygdommen er opstået før ferien er påbegyndt, er medarbejderen berettiget til at udskyde sin ferie.
EF-dommen giver derfor anledning til en lang række spørgsmål vedrørende konsekvensen i forhold til de nugældende danske regler. Ikke overraskende er der meget forskellige opfattelser af dommens betydning på henholdsvis arbejdsgiver- og arbejdstagerside. Beskæftigelsesministeriet, der har ansvar for ferieloven har bebudet, at ministeriet pt. arbejder på at analysere dommens betydning for de danske ferieregler, og at der vil komme en tilkendegivelse af, hvorledes ministeriet vurderer dommen set fra et dansk perspektiv. Indtil dette sker, må arbejdsgivere henholde sig til de nugældende regler. Så snart der er nyt, vil vi orientere herom.