13.06.2008: Folketinget vedtager omfattende lovpakke med nye momsregler
Folketinget vedtager omfattende lovpakke med nye momsregler
Så er de tidligere varslede ændringer til momsloven en kendsgerning. Folketing vedtog i går en række ændringer af momsreglerne, der får stor betydning for din virksomhed. Du bør allerede nu foretage en vurdering af, hvad ændringerne betyder for dine forretningsplaner, budgetter, systemopsætninger, prisfastsættelser m.m.
De vedtagne lovændringer indeholder følgende hovedelementer:
- Transfer pricing på momsområdet (salg til interesseforbundne parter)
- Udvidet omvendt betalingspligt (reverse charge)
- Værdigrænsen på investeringsgoder sættes op
- Flymoms
- Intern overførsel af varer i EU
Transfer pricing på momsområdet - Så bliver maden i kantinen dyrere!
Loven er i det væsentlige en vedtagelse af det tidligere fremsatte lovforslag. Det har vi indgående drøftet i Eksklusiv Moms Nr. 2, som du kan downloade herunder. Hovedbudskabet er, at du fremover ikke kan handle til under kostpris med interesseforbundne parter, når køberen ikke har fuld momsfradragsret. I sådanne skal du i fremtiden anvende en ikke nærmere defineret ”normalværdi”. Det vil betyde en stor omvæltning for størstedelen af danske virksomheder, som fremover er tvunget til som minimum at betale moms af kostprisen f.eks. i medarbejderkantiner. De nye regler vil især også får stor betydning for virksomheder i byggesektoren, den finansielle sektor og andre sektorer med både momsfrie og momspligtige aktiviteter.
Skatteministeren bestemmer, hvornår loven skal træde i kraft, hvilket sandsynligvis bliver den 1. januar 2009.
Læs mere her.
Du skal betale momsen ved køb fra udenlandske virksomheder
Momsloven bliver ændret ved køb af ydelser af virksomheder etableret i udlandet, og lovændringen betyder, at den omvendte betalingspligt bliver hovedreglen. Den omvendte betalingspligt er det vi også kalder ”reverse charge”. Ændringen betyder, at din virksomhed skal beregne og indbetale momsen ved køb af håndværkerydelser, aktiviteter inden for kunst, sport og undervisning, arbejde udført på løsøregenstande og transportydelser, der er udført af udenlandske virksomheder. Udenlandske virksomheder undgår derved at skulle momsregistres i Danmark.
Vi gør opmærksomhed på, at det er vigtigt for din virksomhed at undersøge om din leverandør faktisk er etableret i Danmark eller om virksomheden kun er momsregistreret. Er den kun momsregistreret, vil der være risiko for, at du hænger på momsen. I det seneste nummer af Eksklusiv Moms har vi også set nærmere på denne risiko.
Reglerne træder i kraft fra 1. januar 2009.
75.000 kr. grænsen for investeringsgoder hæves til 100.000 kr.
Beløbsgrænsen for hvornår reparation og vedligehold af fast ejendom, køb af maskiner, inventar og andre driftsmidler anses som et investeringsgode ændres fra kr. 75.000 til kr. 100.000. Det får betydning for om reparationen og vedligehold af fast ejendom samt køb af maskiner, inventar og andre driftsmidler omfattes af kravet om momsregulering. Det vil sige den 5-årige reguleringsperiode for momsfradraget.
Beløbsgrænsen hæves fra i år, altså 1. januar 2008. Der skal således mere til før din virksomheds køb af maskiner, inventar og andre driftsmidler samt reparation og vedligehold af fast ejendom bliver omfattet af reglerne om regulering af moms på investeringsgoder.
Flymoms
På baggrund af EF-Domstolens dom i den danske sag om Cimber Air, som Skatteministeriet tabte, ændres momsloven nu. Loven betyder, at leverancer til fly, der foretager indenrigsflyvninger, kun er fritaget når luftfartsselskabet hovedsageligt flyver i udenrigstrafik. Et luftfartsselskab anses hovedsageligt at flyve i udenrigstrafik når 55 % af flyvningerne er udenrigs. Loven bringer momslovens regler i overensstemmelse med de gældende EU regler og får betydning for mange private flyejere, herunder flyskoler og de luftfartsselskaber, der har mindre end 55 % udenrigsflyvninger. De nye regler lukker nu endegyldigt for velhavende privatpersoners køb af fly i Danmark uden moms.
Ændringen træder i kraft med virkning fra 1. januar 2010.
Intern overførsel af varer over landegrænser
Lovændringen betyder, at virksomheder, der flytter varer internt til brug for virksomheden i et andet EU land fremover skal anvende indkøbs- eller fremstillingsprisen som afgiftsgrundlag. Ændringen træder i kraft den 1. januar 2009. Det har stor betydning i forhold til virksomhedernes regnskabs- og finanssystemer, der som udgangspunkt ikke kan håndtere dette.
Har du spørgsmål til ændringerne og betydningen for netop din virksomhed, er du velkommen til at kontakte os.