28. oktober 2009: Uændrede beløbsgrænser i 2010
Det er i forårspakken vedtaget, at der ikke sker regulering af beløbsgrænserne i skattelovgivningen i 2010, og at de dermed fastholdes på samme niveau som i 2009.
Det har den betydning, at blandt andet følgende beløbsgrænser fra 2009 forbliver uændrede i 2010:
• Minimumslønkravet for at kunne blive omfattet af henholdsvis 25 % eller 33 % skat under den særlige danske skatteordning bliver fastholdt på 63.800 kr. pr. måned efter fradrag af sociale sikringsbidrag (69.438 kr. før fradrag af ATP, AM-bidrag og pensionsbidrag)
• Personfradraget udgør 42.900 kr. pr. år
• Beskæftigelsesfradraget udgør 13.600 kr. pr. år
• Maksimalt fradrag for gaver til almenvelgørende institutioner udgør 14.500 kr. pr. år
• Fradrag for kost udgør 455 kr. pr. døgn og logi udgør 195 kr. pr. døgn under rejse. Bemærk dog, at der er indført en fradragsbegrænsning på 50.000 kr. pr. år
• Bagatelgrænse for frynsegodebeskatning udgør 5.500 kr. pr. år
Som en undtagelse forhøjes beløbsgrænsen for topskat fra 347.200 kr. i 2009 til 389.900 i 2010.
Der foretages normalt hvert år en regulering af beløbsgrænser og bundfradrag for at følge den generelle indkomstudvikling i samfundet. Som følge af forårspakken vil dette først igen ske for 2011.