Danmark og Schweiz har for nylig indgået en ny dobbeltbeskatningsaftale, der betyder, at Danmark fremover kan beskatte pensioner, aktieudbytte og få oplysninger i skattesager. Dette forudsætter, at dobbeltbeskatningsaftalen godkendes af Folketinget og det schweiziske parlament. Aftalen er med andre ord ikke trådt i kraft endnu.
Beskatning af pensionsudbetalinger
Den nye dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Schweiz sikrer, at pensioner, bortset fra sociale pensioner, beskattes i det land, hvor udbetalingen stammer fra.
Der er aftalt en overgangsordning, som finder anvendelse for pensionister, der er flyttet til Schweiz, og har påbegyndt pensionsudbetalinger før den 21. august 2009.
Ved opsigelsen af dobbeltbeskatningsaftalerne med Frankrig og Spanien var det tilstrækkeligt, at én ægtefælle opfyldte betingelserne i overgangsreglerne, for at begge ægtefæller var omfattet af overgangsreglerne. Det gælder ikke ved den nye dobbeltbeskatningsaftale mellem Danmark og Schweiz.
Aktieudbytte
Den nye dobbeltbeskatningsaftale betyder, at der kan trækkes dansk kildeskat med 15 % af udbytter fra danske aktier, hvis modtageren er bosiddende i Schweiz. Det svarer til, hvad der er aftalt i forhold til en række andre europæiske lande. Hvis udbytterne beskattes med mere end 15 % i Schweiz, medfører den nye dobbeltbeskatningsaftale ikke en hårdere beskatning af udbytter fra Danmark, men kun en omfordeling af skatten mellem Danmark og Schweiz.
Oplysninger i skattesager
Aftalen er én af de første aftaler, hvori Schweiz forpligter sig til at give oplysninger i andre sager end straffesager.
Hensynet til dansk skat gennembryder den schweiziske bankhemmelighed, da Schweiz forpligter sig til at give oplysninger, selv om schweizerne selv først skal ud og indhente oplysningerne fra schweiziske banker.