30. september 2009: Ansættelsesbevisloven

I henhold til lov om arbejdsgiverens pligt til at underrette lønmodtageren om vilkårene for ansættelsen (ansættelsesbevisloven) skal arbejdsgiveren skriftligt oplyse sine medarbejdere om alle væsentlige vilkår for ansættelsen. Overtrædelse af denne lov indebærer en pligt til at betale godtgørelse til medarbejderen. Denne godtgørelse kan som udgangspunkt maksimalt udgøre 13 ugers løn. Under skærpende omstændigheder kan godtgørelsen dog gå op til 20 ugers løn. Hvis den konstaterede mangel ved ansættelsesbeviset må anses for undskyldelig og uden konkret betydning, kan godtgørelsen højst udgøre 1.000 kr.
Reglerne for godtgørelse blev indført i 2007, og siden da har retspraksis vedrørende udmåling af godtgørelsen været svingende, men godtgørelserne er i de fleste tilfælde blevet udmålt til et beløb svarende til 2-6 ugers løn.

I juli 2009 afsagde Københavns Byret en afgørelse, hvor der blev tilkendt knapt 100.000 kr. i godtgørelse svarende til 15 ugers løn. Manglen ved ansættelsesbeviset bestod i at den pågældende medarbejder var ansat som lagermedarbejder i henhold til en overenskomst, men reelt havde udført funktionærarbejde, og derfor burde have været ansat som funktionær. Medarbejderen blev derfor opsagt med et kortere opsigelsesvarsel end det han havde ret til i henhold til funktionærloven. Den pågældende medarbejder havde tidligere været ansat som funktionær, men hans stillingsbetegnelse blev af forskellige årsager ændret til lagermedarbejder. På denne baggrund mente retten, at arbejdsgiveren burde have været opmærksom på problemstillingen, hvorfor der forelå skærpende omstændigheder.

Dommen er bemærkelsesværdig derved, at den tilkender en godtgørelse i henhold til den høje udmålingsramme, hvilket i sig selv er usædvanligt. Sammenholdt med tidligere sager forekommer den konstaterede mangel ved ansættelsesbeviset ikke markant grovere end forhold, der tidligere har ført til væsentlig mindre godtgørelser.

Da der er tale om en byretsdom, der ikke er blevet anket til landsretten, er det vanskeligt at vurdere dens betydning. Det kan dog konstateres, at den er med til at cementere det billede, der indtil videre har tegnet sig, nemlig at godtgørelsesniveauet generelt er blevet skærpet. Og da langt hovedparten af sager om ansættelsesbevisloven afgøres af byretten, er dommen i sig selv med til at understrege over for arbejdsgivere, hvor vigtigt det er at sikre sig, at ansættelsesbeviser- og kontrakter er i overensstemmelse med ansættelses-bevisloven.

PwC HR-Jura tilbyder rådgivning inden for alle arbejds- og ansættelsesretlige forhold, herunder udfærdigelse og gennemgang af ansættelseskontrakter.