København, den 8. oktober 2009: PricewaterhouseCoopers (PwC) har for anden gang gennemført "Virksomhedsanalysen 2009”, der kortlægger den økonomiske situation for dansk erhvervsliv. Analysen er baseret på regnskaberne fra 604 af landets virksomheder med over 200 millioner kr. i omsætning.
Mest markant i årets undersøgelse er, at 65 % af virksomhederne har oplevet faldende indtjening inden for det sidste år. Hver ottende virksomhed har haft faldende overskud i hele tre år, og hver sjette virksomhed formår ikke at tjene penge på driften.
”Den økonomiske krise har virkelig sit tag i de danske virksomheder,” siger Bent Jørgensen, virksomhedskriseekspert i PwC. "Det er ikke godt nok at sidde og vente på opsvinget, mens man forsøger at holde omkostningerne nede. For de virksomheder, der er hårdest ramt, gælder det om at tage konkrete beslutninger nu, hvis der skal være en dag efter i morgen,” siger Bent Jørgensen.
En tilsvarende analyse gennemførtes af PwC sidste år. Her viste tallene, at halvdelen af virksomhederne tabte penge - 47 % havde oplevet faldende afkast på driften inden for tre år. Der er således sket en stigning i antallet af virksomheder, som har problemer med driften.
Virksomhedsanalysen 2009 viser endvidere, at virksomhederne ikke har formået at nedbringe arbejdskapitalen inden for de sidste fire år. Det er ellers forventeligt under en økonomisk krise, at virksomhederne reducerer arbejdskapitalen for at få adgang til billig likviditet.
”Analysen giver et klart billede af, at virksomhederne, på trods af presset fra bankerne på kreditsiden, ikke har reduceret arbejdskapitalen og dermed lettet presset på pengestrømmene,” siger Bent Jørgensen fra PwC.
Benchmark: brancher mod privatforbrug hårdest ramt
Virksomhedsanalysen 2009 indeholder en benchmarkinganalyse af tilstanden i en lang række brancher. Af denne fremgår det, at f.eks. brancherne ”medie & forlag” og ”engros” har oplevet markante stigninger i antallet af tabsgivende virksomheder. Samme tendens ses tydeligt i brancher, der er eksponeret mod privatforbrug, herunder særligt ”bilhandel” og ”byg & bolig”. Disse brancher har den største udvikling i andel virksomheder med negativ overskudsgrad.
”Vi ser den største kapitalbinding inden for biler og byggeri. Det skyldes højst sandsynligt nogle store lageropbygninger inden for bilbranchen samt mange usolgte grunde inden for byggeri,” forklarer virksomhedskriseekspert Bent Jørgensen fra PwC.
Andre nøglebetragtninger fra Virksomhedsanalysen 2009
Generelt er det kombinationen af lav indtjening og høj kapitalbinding, og dermed lavere likviditet og lav soliditet, der er afgørende for at kunne definere en virksomhed og en branche som værende i krise. Alt efter forretningsmodellen kan en virksomhed godt ligge lavt på én af faktorerne uden nødvendigvis at være (på vej) i krise.
Download Virksomhedsanalysen 2009 "Er der en dag efter i morgen?"
For spørgsmål til denne meddelelse, kontakt venligst:
Claus Fonnesbech, presseansvarlig, PwC, tel: 3945 3577, 2588 4107, e-mail
Bent Jørgensen, partner, Business Restructuring Services, PwC, tel: 3945 9259, 2960 9204, e-mail
Om PricewaterhouseCoopers
PricewaterhouseCoopers leverer branchespecifikke ydelser inden for revision, skat og rådgivning til private virksomheder og offentlige institutioner. Med ca. 1800 medarbejdere fordelt på 15 kontorer over hele landet og et 163.000 mands stort globalt netværk i ryggen fordelt på 151 lande kan vi servicere din virksomhed med maksimal fagekspertise og et udpræget lokalkendskab. Vi tænker nyt, og det fremmer vores kunders forretning og skaber øget værdi.