PwC overgås kun af Google som mest attraktive arbejdsplads i verden

Universum har lavet den første globale undersøgelse af top 50 favorit arbejdspladser i verden og her kommer PricewaterhouseCoopers (PwC) ind på en anden plads.

København, 2. november 2009 - PwC kom ind på andenpladsen på listen over verdens 50 mest attraktive arbejdsgivere for erhvervsøkonomistuderende.

Dette er det første globale indeks over de mest attraktive arbejdsgivere fra Universum, et employer branding firma, som fokuserer på verdens største arbejdsgiverbrands - de virksomheder, der er eminente til at tiltrække talent og fastholde medarbejdere.

De 5 mest attraktive arbejdsgivere i oprangeringen er følgende:

  1. Google
  2. PricewaterhouseCoopers
  3. Microsoft
  4. Goldman Sachs
  5. Ernst & Young

På et tidspunkt hvor mange virksomheder fokuserer mindre på det personalemæssige aspekt, tilbyder PwC-netværket fortsat en lang række faglige udviklingsmuligheder og internationale jobmuligheder, der gør det muligt for medarbejderne at skabe sig en god karriere og udnytte deres potentiale fuldt ud.

”PwC arbejder på globalt plan meget med at tiltrække dygtige studerende til virksomheden, og vi er alle meget stolte af, at det kun er Google, der er mere attraktive end os”, siger Karin Boel, der er personalechef hos PwC i Danmark.

”Employer branding er noget vi arbejder strategisk med. Vi er simpelthen afhængige af at vise hvor alsidig og spændende en virksomhed vi er, for at sikre at vi har en god tilgang af den rigtige arbejdskraft”, siger Karin Boel.

Listen over arbejdsgivere er baseret på en undersøgelse blandt godt 120.000 erhvervsøkonomistuderende fra USA, Japan, Kina, Tyskland, Frankrig, UK, Italien, Rusland, Spanien, Canada og Indien. En lignende undersøgelse blev i begyndelsen af 2009 udført af Universum blandt studerende udelukkende i Danmark. Her fik PwC en 9. plads, efter Danske Bank, B&O, Lego, Udenrigsministeriet, Carlsberg, Novo Nordisk, A.P. Møller-Mærsk og Vestas.

Om PricewaterhouseCoopers
PricewaterhouseCoopers leverer branchespecifikke ydelser inden for revision, skat og rådgivning til private virksomheder og offentlige institutioner. Med ca. 1800 medarbejdere fordelt på 15 kontorer over hele Danmark og et 163.000 mands stort globalt netværk i ryggen fordelt på 151 lande kan vi servicere din virksomhed med maksimal fagekspertise og et udpræget lokalkendskab. Vi tænker nyt, og det fremmer vores kunders forretning og skaber øget værdi.